Spørgsmål og svar vedr. genudbuddet af Nyt SINE.
Beredskaberne kan fortsætte brugen af de nuværende radioer med de nuværende talegrupper. Radioer vil ligeledes forsat kunne indkøbes på kontrakten. Desuden vil eksisterende udstyr i fx vagtcentraler kunne genanvendes.
Der vil dog i løbet af 2024 skulle ske en udskiftning af udstyr i kontrolrum hos de fleste vagtcentraler fra en decentral løsning (ICCS) til en centraliseret løsning (DCS). Udskiftningen er omkostningsfri for de enkelte beredskaber. Center for Beredskabskommunikation (CFB) tager særskilt kontakt til beredskabernes vagtcentraler for information og aftaler om overgang til DCS.
Med den nye kontrakt vil beredskabernes kommunikation fortsat være baseret på TETRA-teknologien, der er et smalbåndsbaseret radiokommunikationsnet til talekommunikation. Teknologien understøtter dermed ikke brug af større datamængder til fx video-streaming eller deling af billeder fra indsatsområde til vagtcentral.
Center for Beredskabskommunikation (CFB) er fuldt opmærksom på beredskabernes behov for brug af data til beredskabskommunikation, og har løbende undersøgt mulighederne for at styrke dette område. I forbindelse med den politiske godkendelse af den nye kontrakt er det samtidig besluttet at styrke dette arbejde yderligere. Rigspolitiet igangsætter derfor blandt andet en række initiativer. Blandt disse er en række mindre pilotforsøg, hvor Center for Beredskabskommunikation (CFB) i samarbejde med beredskaberne skal undersøge de beredskabsfaglige muligheder i forhold til bl.a. private netværk og midlertidige dækningsløsninger.
Aktiviteterne skal bidrage til at sikre, at den nuværende talekommunikation gradvist kan suppleres med missionskritisk datakommunikation og på længere sigt helt kan erstattes af et system, der understøtter en national løsning med både tale og data (FREBI). Dette skal bl.a. ses i lyset af den internationale udvikling og udviklingen i beredskabernes kommunikationsbehov. Herunder undersøges, om beredskaberne kan få forrang til bredbånd, når der er behov herfor, hvilket ikke er muligt i dag. Læs mere herom via dette link.
Involvering af beredskaberne og opfyldelsen af deres behov ligger CFB meget på sinde. Der har på den baggrund været løbende drøftelser af bl.a. de funktionelle krav i de faste mødefora (en ministeriel følgegruppe og det tværgående samarbejdsforum TOAS (Tværgående Operativ Anvendelse af SINE)).
Repræsentanter fra alle beredskabssektorer har endvidere været inviteret til at gennemgå og kommentere på relevante dele af udbudsmaterialet inden offentliggørelsen.