Anbefalinger vedr. data til beredskabsbrug er godkendt
Rigspolitiet har godkendt seks anbefalinger for at forbedre beredskabernes muligheder for datakommunikation som supplement til talekommunikationen på SINE-nettet.
Illustration: Center for Beredskabskommunikation
Rigspolitiet har gennemført en høring af seks anbefalinger til forbedring af beredskabernes muligheder for at anvende data i indsatser som et supplement til talekommunikationen på radionettet SINE.
Anbefalingerne, der har været sendt i høring hos relevante myndigheder og interessenter, fik overordnet bred opbakning. Anbefalingerne er derfor behandlet og godkendt i Rigspolitiets Direktion, og Rigspolitiet vil i den kommende tid arbejde på at realisere anbefalingerne.
De seks anbefalinger er (status er opdateret per marts 2026):
- Anbefaling 1: Der bør være mulighed for prioritet på data til beredskabsbrug.
Status: Forventes gennemført efteråret 2026.
- Anbefaling 2: Der bør være mindst to netværksleverandører til rådighed for beredskaberne i de løsninger, der i dag bruges til indsatser.
Status: Krav til prioritet omfatter alle netværksoperatører.
- Anbefaling 3: Der bør nedsættes et Governanceforum til videndeling om dataværktøjer.
Status: Etableret i form af Tværgående Operativ Anvendelse af Missionskritisk data (TOAM).
- Anbefaling 4: Der skal igangsættes yderligere analyser af fordelene og ulemperne ved løsninger til midlertidig dækning.
Status: Er omfattet af FREBI 1.0 - forventes afsluttet i løbet af 2027.
- Anbefaling 5: Der skal igangsættes yderligere analyse af fordele og ulemper ved et softwareværktøj til PTT (push to talk).
Status: Test gennemført i samarbejde med Securitas ("Fisketorvet"). CFB deltager løbende i test på europæisk plan.
- Anbefaling 6: Der skal igangsættes yderligere analyse af fremtidens forretningsmodel for beredskabskommunikation.
Status: Er omfattet af FREBI 2.0.
De tre første anbefalinger forventes igangsat inden for en kortere tidshorisont, mens de tre sidste anbefalinger kræver nærmere analyse.
Baggrund for anbefalingerne
Rigspolitiet har fået til opgave at komme med forslag til hvordan og hvornår talekommunikationen kan suppleres med sikker datakommunikation mellem beredskaberne, således at man fx kan dele video og billeder på en sikker måde.
Den generelle teknologi- og samfundsudvikling gør, at brugen af data har været markant stigende inden for de senere år – en tendens der tillige gør sig gældende i de danske beredskaber, hvor brugen af forskellige datakilder og værktøjer stadig får større betydning i indsatserne. Det kan være data, der tilgår indsatsledelsen under fremkørsel, eller fx videostreaming fra et skadested, der skal deles med vagtcentralen. Behovet for at beredskaberne har adgang til disse data forventes kun at stige i de kommende år.
Fortsat fokus på talekommunikation
Trods beredskabernes stigende brug af databærende værktøjer, er det dog forsat talekommunikation, som er den primære kommunikationsform, og SINE-radioer vil derfor forsat skulle anvendes af beredskaberne.