TETRA er en standard for digital radiokommunikation.

Det er den europæiske standardiseringsorganisation for telekommunikation, ETSI (European Telecommunication Standards Institute), der har defineret standarden.

TETRA-standarden egner sig godt til beredskabskommunikation, fordi den hurtigt og driftsikkert gør det muligt at sende én besked til en stor gruppe mennesker. Derudover er TETRA velegnet til datakommunikation, positionering, telefoni og meget mere.

TETRA er en forkortelse for Terrestrial Trunked Radio. Systemet er trunkeret, hvilket betyder, at systemet automatisk vælger en ledig radiofrekvens, hver gang der skal sendes lyd igennem radionettet. Det giver en meget effektiv brug af frekvenserne.

TETRA-standarden bliver brugt over hele verden. Størstedelen af de europæiske lande har baseret deres radionet til beredskabskommunikation på TETRA.