Information om brug af cookies.
Ved at benytte denne hjemmeside accepterer du, at vi bruger cookies.
Læs CFBs privatlivspolitik her
OK

SINE, sol og Folkemøde

Print

Cykelpatrulje med SINE-radioer under årets Folkemøde på Bornholm

Publiceret: 18.06.2015

Mens solen strålede om kap med de mange farverige telte og boder på årets Folkemøde på Bornholm, havde beredskaberne travlt med at passe på borgere og politikere. Til det formål var det fælles beredskabsradionet SINE et uundværligt redskab, og Rigspolitiets Center for Beredskabskommunikation (CFB) var med både før og under Folkemødet for at sikre, at beredskaberne havde styr på kommunikationen under den store begivenhed.

Afdækning af behov

Forud for Folkemødet hjalp CFB med at afdække beredskabernes behov for kommunikation – både internt i de enkelte sektorer og på tværs af beredskabsmyndighederne.

- Vi deltog på mange møder med bl.a. Bornholms Politi, Bornholms Brandvæsen og Region Hovedstaden, hvor vi drøftede behovet og retningslinjerne for kommunikationen på SINE. Desuden hjalp vi med at udarbejde signalplaner over kommunikationen på SINE – både for den normale afvikling af Folkemødet og for større, uforudsete hændelser, fortæller Carsten Mau, der er leder af Forretningsenheden i CFB.

Skadestedssæt til ambulanceeskorte

I de første timer af Folkemødet blev det klart, at der var behov for at reservere særlige skadestedssæt til politieskorter af ambulancer, der skulle ind og ud af folkefestområdet.

- Ambulancerne havde svært ved at komme ind og ud af området pga. de store menneskemængder. CFB tog hurtigt affære og reserverede en række skadestedssæt til politieskorte af ambulancer og aftalte retningslinjerne med de berørte dele af beredskabet. Herefter blev alle eskorter gennemført hurtigt og effektivt, og samarbejdet mellem politi, det præhospitale beredskab og AMK-vagtcentralen fungerede meget professionelt, fortæller Carsten Mau.

Masser af kapacitet i SINE

CFB havde forud for Folkemødet udvidet kapaciteten i radionettet for at sikre, at alle opkald på SINE kunne komme sikkert igennem. På trods af den store aktivitet på SINE-radioerne var der på intet tidspunkt problemer med at få vigtige meldinger igennem.

- Den radiomast, der var mest belastet, kom aldrig over en belastningsgrad på 23 %. Alle opkald på SINE kom igennem til tiden, og beredskaberne havde virkelig styr på kommunikationen, konstaterer en meget tilfreds Carsten Mau.