Information om brug af cookies.
Ved at benytte denne hjemmeside accepterer du, at vi bruger cookies.
Læs CFBs privatlivspolitik her
OK

Ny struktur for skadestedssæt og talegrupper i SINE på vej

Print

Den 1. januar 2017 træder en ny struktur for skadestedssæt og talegrupper i SINE i kraft

Publiceret: 09.03.2016

Beredskaberne kan se frem til en ny og mere effektiv struktur i radionettet SINE, når Rigspolitiets Center for Beredskabskommunikation (CFB) den 1. januar 2017 ændrer på organiseringen af skadestedssæt og talegrupper. Talegruppen 'øvrige' i skadestedssæt kan ikke længere benyttes, men derudover sker der ikke på nuværende tidspunkt ændringer i retningslinjerne for anvendelsen af SINE. Beredskaberne skal sørge for at have opdateret deres SINE-radioer inden udgangen af året.

Baggrunden for ændringerne

Ændringerne i strukturen udspringer af en tværsektoriel arbejdsgruppes vurdering i efteråret 2015. Vurderingen lyder, at den nuværende struktur og antallet af skadestedssæt kun delvist opfylder beredskabernes aktuelle behov.

- Efter fem år med den nuværende struktur kan vi nu se, hvordan skadestedssæt og talegrupperne egentlig anvendes i praksis, uddyber sektionsleder i CFBs Forretningsenhed, Carsten Mau, om baggrunden for de kommende ændringer. Endnu en årsag til ændringerne udspringer af lanceringen af den nye funktion med automatisk tildeling af skadestedssæt. Den automatiske tildeling  forventes at træde i kraft i andet kvartal i år, og ud fra bl.a. tilbagemeldinger fra beredskaberne og analyser af antallet af hændelser, forventer CFB, at funktionen vil medføre behov for flere skadestedssæt.

Flere skadestedssæt og nye talegrupper

Ændringerne indebærer bl.a. en udvidelse af antallet af skadestedssæt fra 200 til 232 samt oprettelse af 100 nye talegrupper til assistance. Bag idéen med de 100 nye talegrupper finder man positive erfaringer fra Folkemødet på Bornholm sidste sommer. Her anvendtes en struktur, hvor politieskortekørsel fik tildelt én talegruppe pr. indsats og dermed ikke beslaglagde et helt skadestedssæt, som det ellers foregår. Modellen fra Bornholm bliver i forbindelse med omprogrammeringen af radioer indført i hele landet.

Andre hovedtræk ved den nye struktur er, at der oprettes 26 nye internationale talegrupper, der fremadrettet kan anvendes til kommunikationen i bl.a. Øresundsregionen og ved den dansk-tyske grænse. Talegrupperne skal implementeres i nabolandene, førend de kan tages i brug i Danmark.

Endelig nedlægges talegruppen ’øvrige’ i skadestedssæt, der kun yderst sjældent blev anvendt til den tværgående kommunikation.

Kommunikationsarkitektur påvirkes ikke

Selvom ændringerne kan lyde omfattende, vil overgangen ikke skabe de store udfordringer for beredskaberne.

- Der sker på nuværende tidspunkt ingen ændringer i retningslinjerne for brugen af SINE. De nye SKS og talegrupper tages først i brug, når alle radioer er omprogrammeret senest den 1. januar 2017 og nye retningslinjer er vedtaget i TOAS (Tværgående Operativ Anvendelse af SINE). Den eneste undtagelse er, at talegruppen ’øvrige’ i skadestedssættet ikke længere kan benyttes til beredskabernes tværgående kommunikation, siger Carsten Mau, der samtidig forsikrer, at beredskaberne vil modtage klare udmeldinger fra CFB, når den nye struktur iværksættes i begyndelsen af næste år.

Beredskaber skal opdatere radioer

Det gælder grundlæggende, at den nye struktur først kan tages i brug, når samtlige beredskaber har omprogrammeret deres radioer. Beredskaberne har nu til opgave at opdatere alle SINE-radioer med den nye struktur – og den nyeste software – inden udgangen af 2016. Beredskaberne er selv ansvarlige for dette arbejde.

Spørgsmål til emnet kan stilles til sektionsleder i CFB Carsten Mau på camau@sikkerhedsnet.dk / 41 31 67 37.