Information om brug af cookies.
Ved at benytte denne hjemmeside accepterer du, at vi bruger cookies.
Læs CFBs privatlivspolitik her
OK

Bedre SINE-dækning ved Møns Klint

Print

Publiceret: 30.09.2015

Året rundt færdes hundredtusindvis af turister ved Møns Klint. Mange slentrer ned ad de lange trapper til stranden, klatrer rundt på klinten eller suser rundt på områdets mountainbikeruter. Desværre er det ikke alle aktiviteter, der ender uden skrammer, og nu kan gæsterne glædes over bedre forhold for de lokale beredskaber.

Signalproblemer i det kuperede terræn

Radiokommunikationen på SINE har tidligere været en udfordring for beredskaberne, når de gang på gang er blevet kaldt ud til en ulykke. Både klinten, der vender væk fra de nærmeste SINE-sendere og det kuperede naturområde har medført begrænset dækning i området. Beredskabsinspektør Jon Hansen fra Midt- og Sydsjællands Brand & Redning forklarer, at SINE-dækning ikke altid var en selvfølge i skovområdet ved klinten, mens en redning på selve klinten eller nede på stranden konsekvent måtte gennemføres uden SINE-kommunikation.

Løsning sikrer klint og strand fuld dækning

Derfor har CFB sammen med DBK arbejdet på en dækningsforbedring i området. Møns Klint er fredet, og der findes derfor ingen eksisterende antennemaster i området, som normalt vil være udgangspunktet for en god SINE-dækning. I stedet er forbedringen ved klinten og Geocenteret opnået ved, at der er opsat en ganske diskret antenne. Jon Hansen har testet det nye signal, og selvom fredningsbestemmelserne er i konflikt med ønskerne til den ideelle dækningssituation, vurderer han, at løsningen opfylder beredskabernes behov.

- Det var utrolig positivt, fortæller han om testkørslen ved klinten. Dækningen er blevet meget fin, uanset om personen på stranden rykker ind under klinten eller går ud mod vandet. Vi har testet nede fra trappen ved Geocenteret og ca. 500-600 meter i hver retning, da det gerne er der, opgaverne med de besøgende er.

Fra Stevns til Møn

Et andet område, hvor SINE-dækningen har været mangelfuld, er Liselund. Det ligger ca. 4 km nord for Geocenteret og rummer to gamle, velbesøgte slotte. Her bemærker Jon Hansen også den forbedring, som igen er opnået på utraditionel vis. Ved CFB’s forberedende målinger ved Liselund kunne man nemlig notere sig et signal fra en sender ved Stevns Klint. Turen gik derfor til Stevns, hvor man i samarbejde med DBK fik justeret antenneretningerne på denne sender, så både Stevns og Liselund nu er dækket helt ind.

Tilbage på Møn kan Jon Hansen med baggrund i sin testkørsel understrege, at løsningen er helt tilstrækkelig, og beredskaberne nu kan have én bekymring mindre, når de kaldes ud til uheldige besøgende.