Information om brug af cookies.
Ved at benytte denne hjemmeside accepterer du, at vi bruger cookies.
Læs CFBs privatlivspolitik her
OK

CFB indskærper reglerne for brugen af AGA-nettet

Print

En AGA-programmeret radio må udelukkende anvendes i luften. Under start og landing må radioen gerne være tændt. Men befinder den sig mere permanent på jorden, skal den slukkes. Foto: Henning Kristensen

Publiceret: 24.08.2015

AGA-nettet (Air-Ground-Air) har været til rådighed i det danske beredskab siden 2010, og brugen er støt stigende. For at sikre korrekt brug af det luftbårne radionet og for at imødegå eventuelle misforståelser og fejlanvendelse øger Rigspolitiets Center for Beredskabskommunikation (CFB) nu kontrollen med SINE-radioerne, der anvendes i luften.

Begrænset kapacitet

AGA-nettet er en del af SINE-nettet. Der er afsat færre frekvenser til det luftbårne radionet end til SINE-nettet på jorden, og derfor er kapaciteten i AGA-nettet begrænset.

- Beredskabets helikoptere og fly benytter i stigende grad AGA-nettet til kommunikation med kolleger på jorden, hvilket selvfølgelig er glædeligt. Men det øgede forbrug kombineret med en begrænset kapacitet gør, at vi gerne vil indskærpe reglerne for brugen af AGA-nettet, siger Michael Wichmann, teknisk chef i CFB.

CFB godkender 

Det betyder bl.a., at CFB fremover skal godkende samtlige SINE-radioer (håndholdte såvel som fastmonterede) før de tages i brug i luften. Til dette formål udfylder beredskaberne et ansøgningsskema, der kan hentes via dette link og returneres til CFB. Beredskaber, der allerede anvender AGA-nettet, men endnu ikke har sendt en ansøgning herom til CFB, opfordres til at få det gjort hurtigst muligt.

Programmering og montering

Når CFB har godkendt beredskabets brug af AGA-nettet, skal radioerne efterfølgende programmeres og aktiveres til nettet i luften - både hos radioleverandøren og hos Dansk Beredskabskommunikation A/S (DBK). Er der tale om en fastmonteret radio på et fly eller en helikopter, skal den monteres med antennen pegende mod jorden, da dette giver det bedste signal.

Må kun anvendes i luften

En AGA-programmeret radio må udelukkende anvendes i luften. Under start og landing må radioen gerne være tændt. Men befinder den sig mere permanent på jorden, skal den slukkes.

Ifølge Michael Wichmann har der været misforståelser omkring kommunikationen fra en radio på jorden til en radio i luften.

- Der kan være grund til at understrege, at enhver SINE-radio på jorden kan kommunikere med en AGA-programmet SINE-radio i luften. Radioen på jorden skal IKKE være særligt programmeret for at tale med radioen i luften, fortæller Michael Wichmann og opfordrer i samme stund beredskaberne til at lave gruppekald frem for individuelle opkald. Belastningen er mindre ved gruppekald, og det skåner vores AGA-net og sikrer den effektive beredskabskommunikation, fastslår Michael Wichmann.

Flere informationer

Der er flere informationer om AGA-nettet via dette link. Spørgsmål vedr. emnet kan stilles til CFB på sine@sikkerhedsnet.dk / 45 15 21 65.