Information om brug af cookies.
Ved at benytte denne hjemmeside accepterer du, at vi bruger cookies.
Læs CFBs privatlivspolitik her
OK

Øget kapacitet på Storebælt

Print

Publiceret: 05.03.2013

Center for Beredskabskommunikation (CFB) har opsat en ny sendemast på Sprogø. Masten har forstærket dækningen på broens udendørsarealer og frigjort talekapacitet i tunnellerne på Storebæltsforbindelsen. 

Fuld talekapacitet i tunnellerne

- Det er et stort fremskridt for beredskaberne, at vi nu har sikret fuld talekapacitet i tunnellerne på broen. Det er vigtigt, at beredskaberne kan kommunikere problemfrit i forbindelse med en større ulykke på broen. Og det kan de nu, siger Carsten Mau, der er sektionsleder i CFB.

Masten har også stor betydning for kapaciteten på Sprogø, der på trods af sit lille areal er et strategisk vigtigt område ved en redningsindsats.

- Beredskaberne bruger Sprogø til behandler- og opmarchplads ved større ulykker, og derfor er det meget væsentligt, at der er kapacitet til, at beredskaberne kan tale sammen internt i forskellige talegrupper og på tværs i forskellige skadestedssæt, siger Carsten Mau.

Farvel til analoge radioer

Han understreger samtidig, at kapaciteten overalt på broen løbende skal testes og holdes op mod beredskabernes behov. Allerede i juni 2013 vil CFB deltage i en stor beredskabsøvelse på broen, hvor dette er et tema.

- Vi glæder os til at få testet SINE-nettets kapacitet og dækning på broen til sommer. Beredskaberne bruger gamle analoge radioer, de såkaldte skadestedsradioer, ved redningsaktioner i tunnellerne på Storebælt. Disse radioer kan ikke kommunikere med SINE-radioerne. Vi satser på, at vi efter øvelsen kan gemme de analoge radioer væk, så al kommunikation på broen fremover kan foregå via SINE-nettet", afslutter Carsten Mau.